Vi døbes til Jesus Kristus, som levede før os, og samtidig får vi en relation til Gud, som varer til evig tid. Vores liv er klart defineret og begrænset fra fødsel til død, men i dåben sættes vi ind i en større sammenhæng, som strækker sig fra det, der var før os til det, der er efter os.
Dermed står og falder livet ikke med os selv. Vi er del af en usynlig kæde, som holder os fast fra først til sidst. Selv det mindste led i kæden har betydning, og uanset hvor tomt, ligegyldigt og forfejlet, vi selv synes, at vores eget liv er, så er der altid en mening med det, og vi er som enkelte mennesker aldrig betydningsløse.
Men det har betydning for os selv, hvordan vi lever det ene liv på jorden. Vi alle har fået livet uden at ville det, uden at gøre noget for det, men med en umiddelbar forpligtelse til at tage imod. Hvordan vi så lever det, det er op til os selv, og det er ikke altid let.
Hver eneste dag står vi op til nye udfordringer, men som i de bedste quizprogrammer kan vi altid spørge en ven, når vi ikke lige selv har svaret. Den ven fik vi også i dåben, for i troen på Gud kan vi altid med bønnens ord spørge til råds.
Troen – ikke på os selv, men på Gud – er vores livline til at få mest muligt ud af det ene liv, vi har med al den usikkerhed og meningsløshed, vi konfronteres med hver eneste dag.
Gud er ikke fraværende, selv om ondskaben råder. Gud holder ikke hånden over os, så vi går fri, men under os, så vi kan kæmpe de kampe, som må til, for at kærligheden kan råde frit.