Fra det fjerne skal man komme og bygge med på Herrens tempel
(Zakarias’ Bog, 6, 15)

l Kristus Jesus bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden
(Efeserbrevet 2, 22)

Hvad betyder egentlig kirkebygningerne? Vi er vant til i et protestantisk præget land, at troen er noget usynligt, hvert menneskes egen sag. Men i de senere år, er vi også blevet opmærksomme på, at hvis vi slet ikke taler om troen eller samles for at blive ”opbygget” og styrket i troen, så bliver mennesker ensomme og mister sproget til at udtrykke tro og håb. Og så bliver vi usikre på, hvad tro og religion betyder, hvis vi ikke længere selv ved, hvad vi tror på.

Måske fordi troen er en så personlig sag i vores samfund betyder kirkebygningerne rigtig meget for mange mennesker. De er synlige som pejlemærker i landskabet og i byen. De står som rum, man kan gå ind i, også når der ikke er gudstjeneste og blive rummet af: Når man træder ind i kirkerummet, træder man i Danmark som oftest ind i en bygning, der rummer 800-900 års efterklang af mennesker, der har bedt, grædt og sunget her. ”Slægt skal følge slægters gang”, det mærker man i kirkerummet, også de nyere. Det er rum, der er præget af forkyndelsen af kristendommen og som er skabet til bøn og fordybelse, til at lytte og synge.

Dagens løsensord fra det Nye Testamente taler om, at mennesker i troen på Jesus bliver ”bygget op til en bolig for Gud i Ånden” – altså et billede af, at vi som mennesker tilsammen er en bygning, der rummer Helligånden, Guds kraft. Ånden er noget, vi har i fællesskab. Når man taler om, at noget er ”opbyggeligt”, så betyder det, at man bliver styrket, klogere, gladere af et eller andet.