Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. v22 Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«
Her findes dobbeltheden: Guds fravær og håbet til Gud.
Lad os begynde med erfaringen af livets truethed og skrøbelighed og den oplevelse af, at Gud er blevet væk, der kan være forbundet med det. Nok lever vi i sikkerhed og tryghed, men døden og ødelæggelsen er en altid medfølgende mulighed.
Al den kærlighed, al den glæde, al det håb, al den omsorg, al det der gør, at vi elsker livet udspilles, med døden og tilintetgørelsen som baggrund. Både på det fysiske og det psykiske plan.
På det fysiske plan, når sygdom og lidelse lander midt iblandt os og forvandler tilværelsen, som det skete for Martha og Maria, da Lazarus blev syg og døde. Sorg, smerte, fortvivlelse og kaos blev overvældende og voldsomme størrelser i deres liv.
Men også på det psykiske plan kan man jo opleve sit liv som et truet og skrøbeligt liv. ”Nachtmeerfahrten” eller ”sjælens mørke nat” er det blevet kaldt, den tilstand hvor livet føles truet, udleveret og skrøbeligt. Mørket og det dunkle hersker, man kan ikke orientere sig, man kan ikke se meningen, men overvældes af smerte og forladthed.
I religiøse termer kan man sige, at det er en erfaring af helvede, for helvede er ikke en lokalitet, helvede er en tilstand: at Gud findes, men det opleves som, at han af en eller anden grund har vendt en ryggen.
Men der er mere at sige: ”Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Der er et håb midt i død og ødelæggelse. Måske som en lille prik på det oprørte hav man kun kan ane i det fjerne, men det er der, som et symbol på livslysten og livsglæden midt i en truet verden. At vi elsker livet og glædes over livet - at livet er livet værd, trods nød og stort besvær.
Sorg, smerte lidelse hører til menneskelivet. Vi kan ikke i kristentroen forvente et sorgfrit liv som følge af vor tro. Men vi tilbydes en ramme at forstå det i. Vi tilbydes et håb. Vi har lov at håbe og tro, at Gud for Kristi skyld ved opstandelsen vil overvinde al sorg og lidelse, al død og undergang.
Så sidder man i sin jolle en stormfuld nat og råber, har man lov til at råbe til Gud: Giv mig styrke og kraft til at gennemleve dette, tag ikke meningen med livet fra mig, men bliv hos mig, trøst mig og giv mig håb.
For Gud er vort håb !