Poul Bernhard Kristiansen, født 13. 05. 1906 i Manchuriet. Præst 1964 – 1973 i Sct. Jørgen – Mørvig – Engelsby. Lod sig 1973 pensionere. Død 11.07.1976 i Sønderborg.

 

Ny præst i Sct. Jørgen

Pastor Poul Kristiansen kommer den 1. juni

Embedet som dansk sognepræst for menigheden i Sct. Jørgen sogn er nu blevet besat. Provst Hans Kvist oplyste i dag, at DKU har ansat pastor Poul Kristiansen fra Borbjerg ved Holstebro som præst for menigheden med virkning fra den 1. juni. Pastor Kristiansen, der er 57 år, er gift og har to børn, afløser pastor Chr. Overgaard, som for nogen tid siden blev kaldet til sognepræst-embedet i Vedersø.

Fl.A. 9.04.1964 side 3

 

Gudstjenstelisten for søndag den 14. juni 1964

(3. søndag efter trinitatis)

Sct. Jørgen: 10.00 Indsættelse. Pastor Kristiansen ved provst Hans Kvist.

Mørvig:                        Se Sct. Jørgen

Fl.A. 12.06. 1964 side 4

Født i Kina – præst i Flensborg

Den ny præst for Sct. Jørgen Sogn, Mørvig og Engelsby har set mere af verden end

de fleste – „Kineserne er et herligt folk“, siger pastor Paul Kristiansen, der har

tilbragt sine første 13 leveår i Kina

Der kan ikke være tvivl om, at den ny præst for Sct. Jørgen Sogn, Mørvig og Engelsby, Paul Kristiansen, før eller senere vil holde et foredrag om Kina for sine sognebørn. Pastor Kristiansen har en ganske særlig tilknytning til Kina, idet han har trådt sine barnesko dér. Han er født i Kina, har levet der i 13 år, han har lært det kinesiske sprog og lært at værdsætte det kinesiske menneske.

Den 58-årige præst, der har overtaget embedet efter pastor Overgaard, er flyttet ind i præsteboligen på Adelby Kirkevej og er nu klar til at tage fat efter indsættelsen sidste søndag.

Pastror Kristiansen og frue kommer fra Borbjerg ved Holstebro, hvor præsten har virket i 28 år. Afskeden med det store landsogn faldt ikke let. Han var vokset ind i sognet deroppe i det vestlige Jylland, men da der var brug for ham i Sydslesvig, besluttede han at tage en gerning op syd for grænsen.

Præsteembedet for Sct. Jørgen Sogn var blevet opslået ledig, og det viste sig at være vanskeligt at besætte embedet. Pastor Kristiansen hørte om disse vanskeligheder og drog til Flensborg.

En af grundene til, at pastor Kristiansen efter 28 års virke i samme sogn rykkede teltpælene op for at tage en ny opgave op i Sydslesvig er givetvis en vis udlængsel hos missionærsønnen, hvis forældre i sin tid uafhængigt af hinanden drog til Kina. Forældrene har tilbragt 25 år i Kina som missionær. De vendte først hjem, da bl.a. helbredsmæssige grunde tvang dem dertil. Men forinden havde pastor Kristiansen fået et indgående kendskab til kinesiske forhold. Han forlod ganske vist landet som 13-årig, men der knytter sig ikke des mindre stærke minder til Kina-opholdet. Pastor Kristiansen er således ikke selv klar over, hvorvidt han først har lært at tale kinesisk eller dansk. Det kinesiske sprog ligger præsten i dag ikke fjernere, end at der fra tid til anden dukker kinesiske vendinger op i hans sind.

Pastor Kristiansen betegner kineserne som et heligt folk med udpræget sans for humor. Hvor gerne ville han vende tilbage til Kina og gense sin fødeby Antung på grænsen mellem Manchuriet og Korea, men den kinesiske mur er i vejen.

Pastor Kristiansen har som barn været vidne til et kristent virke i Kina, et virke der begyndte med samtaler på et gadehjørne og som efterlod sig en kristen menighed på stedet. Stolt viser præsten en ca. 10 centimeter høj Buddha-figur i messing som et synligt minde om, hvilken frugt missionærgernerningen i det fremmede bar. Buddha-figuren blev engang tilbedt af en gammel kineserkvinde. Hun afbrød søvnen midt om natten for at meditere og fulgte i det hele taget strengt Buddhas love, men først kristendommen gav hende, hvad hun havde søgt efter i et langt liv. Hun blev et kristent menneske, og for ikke at fristes til at falde tilbage til buddhismen gav hun Buddha-figuren til den kristne missionær.

Jo, pastor Kristiansen har meget at fortælle om Kina, og han vil som sagt før eller senere lade høre fra sig i den retning.                                   Flensborg Avis 20.06. 1964 side 3

 

Flensborg avis meddeler i et referat fra kredsmøde i De danske Menigheder for Flensborg og Omegn , at man 1973 i Sct. Jørgen har holdt en afskedsfest for Poul Kristiansen, der er trådt ind i pensionisternes rækker.

Flensborg Avis 29. oktober 1974 side 3

Det ser ud som om Haremst og Vendelhaven har klaret vakancen frem til Basbøls indsættelse 26. maj 1974.

 

Paul Kristiansen til  minde

Pastor Paul Bernhard Kristiansen, der i ni år var præst i Flensborg i skt. Jørgen og Mørvig sogne, nemlig fra 1. juni 1964 til 31. august 1973, fik kun lov til at nyde sitb otium i Sønderborg i tre år.

Da pastor Kristiansen brød op efter 28 års præstegerning i Borbjerg ved Holstebro, skete det, fordi Dansk Kirke i Udlandet havde vanskeligt ved at skaffe præster til flere ledige embeder i Sydslesvig. Det har sikkert været en tung beslutning at tage. At rejse fra et sogn med en stærk kirkelig tradition og en ved hver eneste gudstjeneste fyldt kirke, og at komme til de kirkeligt set beskedne forhold i Sydslesvig.

Men præsteparret tog fat med et ukueligt mod og en tro på, at deres indsats ikke måtte være forgæves. Alle, der kom i forbindelse med dem, kom til at holde af dem og beundre dem for den ufortrødenhed, hvormed de tog fat på arbejdet, der til at begynde med vel måtte forekomme dem meget forskelligt fra det, de havde været vant til hjemmefra. Vi tror, at de alligevel har haft fornemmelsen af, at årene i Flensborg har været rige år.

Da pensionsalderen nærmede sig, glædede de sig til at nyde deres alderdom sammen i Sønderborg. Men kun et par måneder efter sin 70 års fødselsdag bukkede pastor Kristiansen under for en snigende sygdom, som havde angrebet ham for et år siden. Søndag aften den 11. juli 1976 lukkede han sine øjne for stedse. Og torsdag blev han begravet ved Borbjerg kirke i det sogn, hvor han har haft sit længste virke. Alle vi, der har fået lov til at lære ham at kende som præst og medmenneske, vil gerne have lov til at sige Gud tak.

Æret være Paul Bernhard Kristiansens minde.

Erik Matthiesen                                                                                             (Flensborg Avis 17.07.1976 side 3)

 

Paul Kristiansen in memoriam

Han var ikke kun præst og sjælesørger, men også vor gode ven

Fra menighedsrådsmedlem og regnskabsfører i St. Jørgens Sogn, Flensborg, Karl H. Böwes, har vi modtaget følgende:

Vor gamle sognepræst for St. Jørgen, Engelsby og Mørvig danske menigheder i Flensborg, pastor emer. Paul B. Kristiansen, er stille sovet ind søndag den 11. juli i Sønderborg, hvor han boede efter at han blev pensioneret, og han nød der sammen med sin hustru Gudrun deres velfortjente otium.

Pastor Kristiansen kom i 1964 fra Borbjerg/Vestjylland, efter over 25 års sognepræstegerning deroppe, til Sydslesvig, for at optage et trængende menighedsrabejde syd for grænsen blandt dansksindede landsmænd. Dansk Kirke i Udlandet kaldte, og Paul B. Kristiansen hørte råbet og følte medansvar. Som søn af en missionær og født i Kina på missionsmarken var han stærkt interesseret i DKU´s arbejde i udlandet.

Dengang – 1964 – hvor en anden i hans alder kunne tænke sig at sætte sig til ro, vovede han endnu et spring ud i det gamle danske land syd for grænsen, hvor tysk og dansk kultur mødes under ganske andre arbejdsforhold end derhjemnme i det gamle sogn. Paul B. Kristiansen var snart klar over opgaven på det kirkelige felt i en storby, særlig under de beskedne danske kirkelige forhold i Sydslevig Men han kendte også ordet: „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Herren!“

Paul B. Kristiansen var ikke kun vor præst og sjælesørger, han var også ofte vor rådgiver og forstående gode ven. I de forløbne ni virke-år var menighedslivet og arbejdet på stedet livligt og frugtbart efter Dansk Kirkes arbejdsvilkår i Sydslesvig. Vi husker vore kirkelige højtider i vor smukke lille kirke, fester og menighedsmøder med taknemmelighed. Det bærende, som sluttede kreds om alt i menigheden, var det hellige evangelium og særlig Jesu ord og forkyndelse.

I alle de år, præsteparret Kristiansen har arbejdet syd for grænsen, var fru pastor Kristiansen vor trofaste organist i kirke og ved møderne. Desuden ledede hun kvindekredsen med omhu. Hjertelig tak for alt, I begge to har været, og gjort for os hernede. Nu har Gud kaldt på sin trofaste tjener til den evige fred!

Æret være Paul B. Kristiansens minde!

*

1. Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom, hvert øjeblik jeg ser mig om.

2. Hastigt du komme kan og brat i hver en time ved dag og nat.

3. Lad brænde mit hjertes lampe beredt i tro, i håb og i kærlighed.

4. Jeg sover eller våger, da være jeg din, jeg lever eller dør, da være du min!

5. Og når du kommer, kom mild og blid, og gør mig salig til evig tid!

                                                                                                    Salme nr. 233

Sidste torsdag tog sydslesvigerne afsked med deres ven og præst ved en højtidelighed i St. Marie´s kapel i Sønderborg. Provst Christensen, pastor Lars Basbøll og nogle menighedsmedlemmer fra St. Jørgen i Flensborg fulgte kistens vej med op til Borbjerg. De bar den smukke hvide kiste ind i Borbjerg kirke. – Den gamle præst var kommet hjem igen! –

Ved gennemkørselen hilste landsbyen sin forhenværende præst med Dannebrog på halv mast, og næsten alle borbjergere overværede afskedshøjtiden i den pyntede kirke. Borbjergs menighed forærede Paul B. Kristiansen og hans familie et smukt hvilested på kirkegården i taknemmelige sind.

Flensborg, i juli 1976                      Karl H. Bøwes   (Flensborg Avis 19.07.1976 side 4)

Kommentar: Salmenummeret henviser til salmebogen fra 1952

Ny præstetavle afsløret ved søndagens højmesse i Borbjerg Kirke

Kirken i Borbjerg var fyldt ved indvielsen af den nye præstetavle, som er skænket af den tidligere Borbjerg-bo Niels Herman Kristiansen som nu er bosiddende i Odense. Niels Herman er søn af den tidligere Borbjerg præst Paul Bernhard Kristiansen, som i 1964 flyttede fra Borbjerg og til Flensborg, hvor han blev præst. Niels Herman er opvokset i Borbjerg Holmgaard som var præstegård dengang. Præstefamilien har i de forløbne år vedligeholdt forbindelsen til Borbjerg. Ligesom forældrene ligger begravet på Borbjerg Kirkegård.

Niels Herman fortalte om ideen med præstetavlen, han havde ved tidligere besøg erfaret der ikke kunne skrives mere på den gamle præstetavle, syntes derfor det var en god ide med at donere en ny tavle til formålet.

Den nye præstetavle er udført af kunstneren Peter Ejlerskov, Aarhus.

Indvielsesdagen var 1. søndag i advent 2014.

www.fleng.net