Søndagsordet til den 24. januar 2021

Stjernestunder…

Julenat lyste stjernen og viste vej til krybben i Betlehem, hvor Jesus var født.

Lige nu, i den sidste halvdel af januar, kan lyset fra julens store glimtende stjerne godt føles som om det er meget langt væk.

December er fuld af julelys og stjerner som sender sit nærmest magiske stjernestøv over julemåneden og får alting til at stråle op i vintermørket.

Men januar...Den er altså bare SÅ helt og aldeles anderledes! Eller… Nu ved jeg jo ikke, hvordan januar føles for dig, men for mig føles januar mest mørk, kold og grå...

Måske er det derfor, at nogle kvikke hoveder engang i 2005 besluttede sig for at udnævne årets dårligste dag til at falde på en mandag i januar og kalde denne dag for Blue monday.

Så kan det da ikke blive værre, vel! Det skulle da lige være lige nu. For os. I 2021. under lockdown og pandemi!  Pyyyyhhh… NU kan det ikke blive værre! Vel?

Men hvad gør man så, når man står her på bunden, nede i hullet, dybt omkranset af januarmørke og tristesse?

Man finder en stige og kravler op! Op på bjerget! Op i lyset!

Sådan gjorde Moses, da folket havde brokket sig nok over elendig føde og usle levevilkår. Moses kravlede op på bjerget for at tale med Gud og da Moses kom ned igen,  havde han lovtavlerne med sig med de ti bud.

På den sidste søndag efter helligtrekonger må vi afsted igen. Op på bjerget, afsted med os!Vi er ikke alene. Vi har det fineste selskab på bjergvandringen. For her i Helligtrekongertiden eller epifanitiden, som den også kaldes, er det hver eneste søndag blevet forkyndt for os, hvad det var for et stjernebarn der blev født til os julenat. Epifanitiden er åbenbaringstiden, hvor der bliver kastet lys over, hvad stjernebarnet er for os.
I dag kulminerer det hele så med en tur op på bjerget, for her i det høje er mennesket bare lidt tættere på Gud.

Det er Jesus der fører an på bjergvandringen og med sig har han sine disciple, Peter, Jakob og Johannes.

Pludselig forvandles Jesus for øjnene af sine venner. Hans ansigt lyser som solen og i et blændende syn ser disciplene Moses og Elias stå dér på bjerget og tale sammen med Jesus.

En lysende sky fylder himlen og en røst fra skyen forkynder: ”Det er min elskede søn! Hør ham!”

I panik foreslår Peter, at de kan bygge hytter til Jesus, Moses og Elias, for på den måde tror han måske, at han kan fastholde denne vilde, forunderlige og uforklarlige stjernestund.
 Men lige så pludseligt som det lysende syn for deres øjne kom, lige så hurtigt er det væk igen og de tre disciple ligger fortumlede på jorden og forstår ikke et pluk!

Og så alligevel: Det de ser er at ”Ham der blev født under stjernen, i virkeligheden selv er lyset!”
 Det har de set. I et glimt. I en stjernestund. De har også hørt Guds røst forkynde det!

Så nu… Nu kan de atter gå ned fra bjerget. Ned i deres grå januarliv med alt hvad det indebærer af mørke og tristesse. For nu har de set lyset. En gnist er blevet tændt i deres indre.
De har ikke stentavler med sig ned. De har noget med som er større. Og så har de fået en opgave: For Guds røst lød: Hør ham!
Stjernestunden er nu gemt på det smukkeste sted i hjertet. Som en gnist af  håb. Som en tro på at alt lysner igen.

For Herren er med dem. Herren er med os. Nu og altid. Både oppe og nede, både til højtider, og midt i hverdagen.

Herren er med os alle som en stjernestund. Som et håb om, at engang skal alle grå og mørke januardage forvandles i Herrens lys; for en dag vil Han føre os derhen, hvor alt i livet er én stor stjernestund.

Mai-Britt Josephsen Knudsen

Præst ved Helligåndskirken