15.09.2019

Barmhjertighed

 

Man behøver ikke at have siddet ved samme bord som Dronningen for at have følt, at Majestæten virkelig nåede at få øje på een blandt de mange, der var mødt op i anledning af hendes meget vellykkede besøg rundt om i Sydslesvig. Overalt glimrede hun med et usædvanligt nærvær. Med varme, opmærksomme øjne og en uforglemmelig tilstedeværelse. En synlig, interesseret og vidende monark, der igen og igen gav udtryk for, hvor meget dette besøg betød for hende. Der blev på ny knyttet bånd. Et løft for mindretallet og et løft for hele landsdelen.

Også i fortællingen om den barmhjertige samaritaner bliver der knyttet bånd og der sker et løft. Dog med den forskel, at hjælpen kommer fra en helt uventet kant. Mandens egne svigter, mens samaritaneren, ham, der er anderledes, hjælper og viser barmhjertighed. Det, han gør overfor manden, der er faldet blandt røvere, er ikke noget, denne har krav på, endsige kan forvente. Tværtimod, de forventelige hjælpere er, noget skuffende, travlt optaget af andet. Som de fleste af os, hvis liv alt for ofte bevæger sig i stramme rammer af pligter og forpligtelser.

Samaritaneren derimod ved med det samme, hvad der er brug for – hans omsorg og hans støtte. Han ser og handler fuld af medynk, det vil sige som en, der lader sig bevæge af det, han ser. Dermed bliver han til mandens næste  - mod tilhørernes, men nok også mod mandens egen forventning, som et håbets og barmhjertighedens tegn. Det er disse tegn, der stedse forandrer verden og som minder os om, at Vorherre stadigvæk besøger sit folk!

Pastor Ph.d. Ulrich Vogel, Egernförde og Holtenå

 

 

 

22.09.2019

Taknemlighed

 

Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet.“ Smukke, enkle ord. Morgensang eller bordvers. Og ikke mindst så velvalgte i disse uger fulde af høstens fylde og overflod.

Men taknemlighed er ikke nogen nem sag. „Husk at sige tak!“, blev vi ofte formanet som børn. Og vidste aldrig helt, hvilken grimasse, vi skulle bruge. Meget eller lidt? Ikke sjældent føltes det lidt akavet.

Måske er det noget, de ti spedalske, hvoraf kun den ene kom tilbage efter helbredelsen for at sige tak, ville kunne nikke genkendende til. Nu har de ventet så længe på at blive raske, at de helst vil glemme alt om sygdom og deres tidligere liv, når de endelig er blevet raske igen. Det kan jeg godt forstå. Man har naturligvis lov til at skubbe ting fra sig og til at komme videre. Skal endda komme videre. Det er heller ikke det, der er spørgsmålet her.

Taknemlighed handler om at huske på sin udsathed. At de gode ting i livet sjældent er noget, vi selv giver os. Helbred, kærlighed, opmærksomhed er noget, vi får. Bliver noget af det taget fra os, mærker vi, på hvor usikker grund, vi står. Hvor lidt vi egentlig har påskønnet livets store gave og hvor gerne vi ville have gjort det. Indtil vi hurtigt glemmer alt om det igen, når vi er tilbage i hverdagen.

Den svære taknemlighed, der i virkeligheden er ganske enkel. Af og til at stoppe op. At vende tilbage – ikke med bitterhed, men med glæde, når vi trods alt har fået lov til at komme videre. At leve livet i perspektiv mod Gud, at sige tak for livet.

Pastor Ph.d. Ulrich Vogel, Egernførde og Holtenå