16. februar 2020

Af sig selv

 

Bonden ”sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde,” står der i kommende søndags lignelse.

Vi må spørge: Hvad er det, hvorom bonden må sige, at ”han ikke ved hvordan”? Hvad er dette mærkelige ”af sig selv”? Evangeliet svarer: Det er det vigtigste! Først når det vigtigste er sket, dvs. først når kornet er vokset og blevet modent, går bonden i gang med seglen, for høsten er inde.

Om alt andet kan han skaffe sig viden: om jordbundsforhold, gødning, ukrudtsbekæmpelse, forskellige typer såsæd, forædlingsarbejde osv. Kun det vigtigste bliver ved med at være en gåde, nemlig væksten. Den sker ”af sig selv”, medens bonden sover, over nat så at sige. En morgen vågner han op og opdager, at marken har fået et grønligt skær - svagt, men det er der. Der er sket et under!

 

I virkeligheden sker den slags undere ikke kun ude på marken om foråret, men overalt i vor tilværelse. For det er jo sådan, at meget kan vi efterhånden og ved om, men det hjælper os ikke meget, hvis der under alt dette ikke var noget, vi ikke kunne og vidste om, men som dog bærer det hele. Vor tilværelse er en vekselvirkning mellem vores kunnen og Guds magt, og den sidste er det vigtigste. Vi bæres uafladeligt af Guds magt i alt, hvad vi gør, uden at vi kan vide hvordan.

 

Finn Egeris Petersen

Sct. Jørgens Kirke

Mark 4,26-32