01. november 2020

På søndag er det Alle helgen søndag, den dag, hvor vi i vores kirke mindes de døde. Det er en dag, der for os godt kan rumme meget blandede følelser. Sorgen og savnet over dem vi har mistet, men også glæden over alt det vi har oplevet, fået givet og lært gennem deres liv.

På denne særlige søndag skal vi høre: ”I er jordens salt og i er verdens lys”.

Saltet som giver smag og kraft og lyset som oplyser, gør synligt og jager mørket på flugt.

 

Det er stærke og vigtige ord på en dag, hvor vi – de levende – mindes vores døde. Det er dem som på den ene eller anden måde blev lyset og saltet i vores liv; gav det dybde, kraft, betydning, lyste livet op og tog magten fra det der var mørkt og tungt og trist. Dem der udfordrede os og viste os vej i livet.

 

”I er jordens salt og I er verdens lys!” Ud fra budskabet kunne man godt tro, at ordene blev talt til de stærke og kloge, dem der havde styr på livet og kontrol over tingene. Dem andre så op til, lyttede til og fulgte, de urokkelige i troen, dem som ikke kendte til tvivl, dem som aldrig vaklede, og som altid var modige nok og ikke veg tilbage for noget. For at være lys og salt det lyder jo umiddelbart som en stor og krævende opgave, som kun de allerbedste kan udføre.

Men det var ikke dem ordene henvendte sig til. Det var derimod til jævne folk, håndværkere, fiskere, en tolder. Folk som sjældent var de bedste, men tvært imod kendte til at svigte og som sikkert også mere end en gang havde forkludret deres liv og måske endda andres med. Der var ikke megen storhed over dem, og de havde nok også lige netop det til fælles, at saltet ofte mistede sin kraft, og at lyset var ved at gå ud. Jesus sagde det til mennesker som de er flest, til os og vores kære.

 

Men hvorfor gjorde han det? Han sagde det ikke som en bebrejdelse – ”nu skal I til at tage jer sammen, så I kan blive salt og lys” - nej han sagde det snarere som en opmuntring. 

Han sagde det heller ikke bare i naiv forventning om, at det er noget vi så automatisk vil blive. Jesus er godt klar over, hvad det vil ende med, at en vil forråde ham og en anden fornægte ham, og at de i lutter angst vil gemme sig for mennesker.

Jesus siger det derimod som den, der elsker menneskene. Han ser ikke efter fejl og svigt, men han ser på os med Guds øjne, med kærlighedens øjne. Og fordi det er Jesus der siger ordene, ved vi, at vi er så værdifulde, at han endda vil dø for os.

Det var ikke deres tro eller troskab han talte om, men sin egen, hans troskab er det som holder os oppe og gør os til salt og lys, fordi han er den som har lovet at være med alle dage indtil verdens ende.

Cecilie Brask

Rendsborg Danske Kirke