Afsløring af Bjørn Nørgaards kunstværk i Helligåndskirken Flensborg

Lys fra nord!

Det lykkedes. Helligåndskirkens vinduer mod nord er ikke længere blændede. Eller rettere: De opleves ikke længere sådan. Siden 1. søndag i advent 2013 er Helligåndskirken forandret. De kedelige vinduer, som reelt ikke var vinduer, men pyntevinduer med den triste ubestemmelige gulbrune farve i glasset er væk.

Det glædesløse er erstattet af et kunstværk af højeste karat. Eller som jeg har sagt nogle gange ved fortælling om kunstværket: ”Vi kunne jo ikke - som det danske mindretals evangelisk-lutherske kirke, der arbejder på folkekirkelig vis - have, at vore vinduer mod nord var blændede!” Men blændede var de.

Jane Bossen skriver på følgende måde om dette forhold i bogen om Helligåndskirken i Flensborg, udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i 1986: ”Ved en kirkebeskrivelse er det bedste udgangspunkt i reglen en rundgang om bygningen. En sådan lader sig imidlertid ikke gennemføre omkring Helligåndskirken, der mod vest er blevet sammenbygget med Vor Frue sogns menighedshus, og som mod nord i 1884 ved grov tilsidesættelse af al god bygge- og naboskik fik hele langsiden dækket af en forretningsejendom. I dag kan man undre sig over, hvordan sådan noget kunne finde sted. Flensborg Avis beretter 6.2.1970 følgende: ”I slutningen af forrige århundrede byggede urmageren sit hus og stjal rent ud sagt noget af kirkens grund. Den smalle slippe, der skulle være mellem kirken og det næste hus, for at vandet kunne rende ned på jorden (der var ingen tagrender) blev altså negligeret i dette tilfælde, der dog næppe var et tilfælde alligevel. Urmageren fik nemlig ved et ølstuemøde med borgmester og anden øvrighed lov til at bygge ind over Helligåndskirkens grund. At urmagerforretningen ofte kan fremvise adskillige fugtpletter på væggen op mod kirkemuren, må være vejrgudernes hævnakt som tak for sidst.” Sket er sket – tilgængelige for den direkte beskrivelse er kun syd og østsiden.”

I dag har menigheden et udmærket forhold til naboen. Men det kræver ikke megen fornemmelse for grænselandet, inden man ud af Jane Bossens nøgterne beskrivelse kan læse en fortælling om mindretallets daværende situation.

En del af kirken
Konsekvensen af det manglende lysindfald var, at sideskibet ikke længere på samme måde som tidligere oplevedes som en del af kirken. Men det er der for alvor ændret på efter kunstindvielsen.

Optakten var dog ganske lang.

To meget aktive medlemmer af menigheden, Claus og Christine Harttung, havde gjort sig mange tanker om, hvordan naturligt lys på en sindrig og snedig måde kunne ledes udefra ned bag de eksisterende vinduer.

Der blev endvidere eksperimenteret med spejle monteret i de blændede ruder. Overbevisningen var, at der kunne opnås en positiv lyseffekt ved, at lyset fra syd så at sige ”spejlede” sig i vinduerne og blev kastet tilbage i rummet. Vi forsøgte. En vis effekt var der at spore; men ingen af os blev synderligt begejstrede og da slet ikke over udseendet. Der måtte arbejdes videre med nye løsningsforslag.

Venskabsmenighed
På den tid havde vi en god menighedsudveksling med Lyng Sogn ved Fredericia. I forbindelse med et besøg den 18. maj 2008 havde menighedsrådet arrangeret en udflugt for os sydfra. Vi skulle på tur til Christianskirken i Fredericia, hvor vi skulle se Bjørn Nørgaards endnu meget nye udsmykning af kirken.

Indvielsen havde fundet sted den 30. december 2007. Og tænk sig: Mindre end 6 år senere blev det altså vores tur. For hvad var der sket?

Jo, vi var vist nogle stykker blandt deltagerne på turen, der ganske enkelt ikke kunne holde begejstringen for os selv. Udsmykningen af alteret og de mange glasmosaikvinduer havde i den grad gjort indtryk. ”Det er da sådan noget, vi skal have i Helligåndskirken”, blev der sagt.

Claus og Christine Harttung fik skabt kontakt til Bjørn Nørgaard, idet de allerede to dage efter besøget i Fredericia sendte et brev af sted.

Kunstneren havde rigeligt at se til i forvejen. Bjørn Nørgaard er jo ikke noget ubeskrevet blad; men han må alligevel have følt sig tiltalt af henvendelsen, for han svarede positivt tilbage den 1. juni. Herefter blev der arrangeret et første møde med Bjørn Nørgaard i Helligåndskirken i september. Hov. Han havde hunden med. Ind i kirken. Han kunne vist godt se på mit ansigtsudtryk, at jeg ikke brød mig om hunde i kirken. ”Bare rolig, den er kirkevant!” sagde han med et afvæbnende smil. Kontakten var skabt i dybere forstand.

Møder med kunstneren
Meningen med besøget var selvfølgelig, at han først og fremmest skulle kunne danne sig et indtryk af Helligåndskirken; men det var fra første øjeblik tydeligt, at han også var meget interesseret i at høre om kirkens historie, det danske mindretals historie, den aktuelle situation for mindretallet inklusive vores forhold til flertalsbefolkningen. Og dertil ikke mindst de tanker vi selv havde gjort os vedrørende udsmykningen.

Det gav en god fornemmelse af, med hvilken seriøsitet han ville gå ind i projektet. Jeg husker fra samtalen f.eks. hvordan vi kom omkring udsmykningen i Christianskirken med dens modstilling af hhv. Det gamle Testamentes reference til Det nye Testamente ved placeringen af relaterende motiver over for hinanden. Jeg husker, at vi fik betonet, at kirkens udsmykning meget gerne skulle bygge på nytestamentlige motiver. Kirken hedder jo ikke Helligåndskirken for ingenting.

Efter næsten et år modtog vi et brev med de første skitser og en beskrivelse fra Bjørn Nørgaard. Der blev så igen fulgt op på denne henvendelse med et nyt møde med ham i kirken. Atter efterlod samtalen med ham et stærkt indtryk af hans lydhørhed over for vore tanker om og reaktioner på det tilsendte. Det var tydeligt, at han ikke bare så den eventuelle udsmykning af kirken som sit eget projekt. Nej, kunstværket skulle både have en lokal inspiration og forankring samt indgå i rummets forkyndelse.

I november 2009 modtog vi så et mere konkret skitseforslag, hvortil der også var føjet en plan for, hvordan vi kunne komme videre med projektet. Der var nu sat pris på et mere håndgribeligt projektforslag med modeller og kartoner, så der kunne søges fondsmidler.


Præsentation for menighedsrådet
Indtil dette tidspunkt havde kun få kendskab til kontakten til Bjørn Nørgaard; men i november 2009 var vi endelig kommet så vidt, at vi kunne præsentere tanker, ideer og planer for udsmykningen for det samlede menighedsråd.

Reaktionerne blandt medlemmerne var mildest talt meget forskellige. Det kunne ret beset ikke være anderledes. Reaktionerne strakte sig lige fra holdningen, at man da egentlig ikke syntes at en udsmykning var nødvendig, for den nuværende situation havde menigheden vænnet sig til og levet med så længe ligesom den jo fortæller historie, til begejstringens: ”Jubii, endelig sker der noget, så sideskibet kan blive en levende del af kirken igen!” De tøvende lod sig dog hurtigt overbevise om fordelen ved en udsmykning.

Valg af kunstner

Men hvad så med valget af kunstner?
Nogle følte sig måske en smule overrumplede over, at vi i den grad havde satset på Bjørn Nørgaard. Tanken opstod da også i løbet af drøftelserne, at menighedsrådet kunne indbyde andre kunstnere til at komme med et forslag. Og selvfølgelig kunne vi det! Men samtidigt med at vi alle kunne se det rimelige i forslaget, blev vi vist også ramt af tvivlfølelsen: ”Jamen, tror vi da selv, at vi kan blive 100 % enige om et andet forslag?” Underforstået: Chancen er vist ikke ret stor! Menighedsrådsmedlemmerne kunne se kvaliteten i det foreslåede og besluttede, at der skulle arbejdes videre med projektet. Opbakningen var i hus.


Fredningsmyndighederne

Enigheden betød, at de næste skridt kunne tages. Vi vidste alle, at det var nødvendigt med både moralsk og finansiel støtte. Og hvad med fredningsmyndighederne? Heldigvis var både den lokale fredningsinstans og den overordnede fra Kiel med på tanken og gav hurtigt grønt lys til udsmykningen, forudsat at denne ikke ville gribe ind i selve bygningen. Det var en enorm opmuntring til processen at modtage disse højt kvalificerede menneskers vurdering og opbakning.


Et handlekraftigt kunstudvalg

Et handlekraftigt kunstudvalg skulle nedsættes. Endnu en lykkelig omstændighed indtraf. Generalkonsul Henrik Becker-Christensen sagde hurtigt derefter ja til at gå ind i kunstudvalget og blive udvalgets formand. Udvalget suppleredes med både økonomi- og presseudvalg. Følgende lod sig engagere: Grethe Bay, Alfred Mejenborg, Claus og Christine Harttung, Jacob Ørsted, Lars Aagaard, Erik Hansen, Ole Rinneberg, Anja Kilpatrick samt undertegnede.

Den først opgave var at lade nyheden om projektet nå den store offentlighed på et optimalt tidspunkt. Allerhelst et tidspunkt hvor der i forvejen var fokus på Sydslesvig. Vi blev hurtigt enige om, at intet tidspunkt kunne være mere velvalgt end en årsmødeweekend.

Men, men det blev helt andre overskrifter, der fyldte avisen i de dage i 2010. Skolesagen med den daværende landsregerings nedskrivning af tilskuddet til de danske skoler fra 100 til 85 % og forargelsen herover både nord og syd for grænsen blev, hvad der fyldte avisen.


Bred opbakning nødvendig

Skolesagen kunne dog ikke vælte vores begejstring for projektet. Opgaven var nu i første omgang at samle 200.000,00 kroner, som kunstneren skulle have for at konkretisere skitser og modeller. Breve og foldere blev fordelt og sendt ud. For udvalget var det vigtigt med en bred opbakning til projektet. I Helligåndskirken er der trods alt blevet forkyndt på dansk siden 1588. Det drejer sig om en fredet bygning, som vi ind imellem kalder Dansk Kirke i Sydslesvigs domkirke, så projektet var ikke kun at betragte som menighedens. Vores ønske var, at folk ud over sognegrænsen tog medejerskab. Og det lykkedes. Inden året var omme, var pengene på kontoen. Helt tilfældigt mødte jeg Bjørn Nørgaard på Christiansborg i november, hvor jeg kunne sige, at pengene næsten var i hus. ”Godt, så går vi i gang!” sagde han spontant med begejstring i stemmen.

I det videre forløb blev den første kontrakt underskrevet ved en festlig sammenkomst på Generalkonsulatet. Der blev opstillet en model af porten lavet i krydsfiner i kirken, taget mål af vinduerne og udarbejdet skitser. Alt sammen opgaver, der allerede på dette tidlige tidspunkt stillede store krav til kunstneren og hans medarbejdere, for vi vidste alle, at projektet kun kunne gennemføres ved hjælp af fondsstøtte. Derfor måtte der også regnes nøjagtigt på, hvad det hele ville komme til at koste, vel vidende at det ikke nytter at komme bagefter med en bøn om en tillægsbevilling.


Den A. P. Møllerske Støttefond

Inden vi når til en gennemgang af de enkelte elementer i kunstværket kan jeg ikke lade være med at nævne, at ansøgningen til Den A. P. Møllerske Støttefond blev sendt den 23. marts 2012.Hr. Mærsk Mc-Kinney Møller døde den 16. april 2012. Vi ved alle, at han var åndsfrisk til lige før sin død. Jeg har et inderligt håb om, at han har været med i beslutningen angående vores kunst. Ikke mindst inden for kirken har vi nydt godt af Fondens velvillige støtte gennem mange år. Tænk på Ansgar Kirke i Flensborg Nord, Husum danske Kirke, Harreslev danske Kirke, Sønder Brarup danske Kirke, menighedshuset i Aventoft, klokketårnet på Sild og til Helligåndskirken er der også ydet støtte tidligere til en dyr rensning af det fine orgel. Jo, det ville glæde mig af hele hjertet, hvis Hr. Møller nåede at nikke et godkendende ja til kunsten i Helligåndskirken.


Indvielsen den 1. december 2013

I kunstudvalget var vi enige om, at alle bidragydere skulle inviteres til indvielsen. Over 220 indbydelser blev sendt ud med baggrund i Alfred Mejenborgs omhyggelige regnskab. Enkelte havde støttet anonymt. Ca. 200 deltog i indvielsesgudstjenesten, hvor biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, prædikede, og hen imod slutningen af gudstjenesten holdt generalkonsul Henrik Becker-Christensen indvielsestalen og menighedsrådets formand Annemette Anker Jakobsen afslørede ”Pinseporten” sammen med Amalie Ørsted.

Den lokale solidaritet blev udtrykt ved deltagelse af Flensborg bys overborgmester Simon Faber og Nordkirches biskop over Slesvig og Holsten, Gothart Magaard og nordfra f.eks. ved deltagelse af to fhv. kirkeministre Birthe Rønn Hornbech og Torben Rechendorff. Begge deltog i øvrigt også ved overdragelse af Helligåndskirken til Dansk Kirke i Sydslesvig den 24. august 1997.


”Pinseporten”

Det samlede kunstværk ”Pinseporten” består af glasmosaikruder i de 3 store vinduespartier og selve porten støbt i bronze og placeret i forbindelse med en tilmuret døråbning mod nord.


Bebudelsen

I vinduet længst mod vest genfortælles bebudelsen. Ærkeenglen Gabriel kommer til Maria. Retningen fra Gud er umisforståelig. Et kors fortæller, at frelseren kommer til at dø som forsoneren. Marias rolle er tydelig, idet der er skabt forbindelse fra Helligånden via duen til hendes indre. Undfangelsen er sket. De liturgiske farver - rød - for Helligånden og - gul eller gylden - for fest og renhed dominerer.


Jesu dåb

I næste vindue er motivet Jesu dåb. Ingen lades i tvivl om, at Jesus blev døbt af Johannes Døber. Personen i venstre side har mistet hovedet og dermed illustreres Johannes’ skæbne, for han talte magten imod og blev derved et hoved kortere. Motivet med Jesus skikkelsen står meget tekstnært, for som der står hos Mattæus: ”Da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Der knyttes fra dåbsbilledet nærmest et bånd til kirkens døbefond. Når vi aktuelt døber i kirken, er det som om der lyses en velsignelse ud over os.


Jesu bortgang

Endelig i våbenhuset ser vi motiver fra Jesu bortgang med tvivleren Thomas, der forlanger at få lov til at stikke fingeren i naglegabene, inden han vil tro, at Herren er opstanden. Måske har Bjørn Nørgaard antydet noget af et selvportræt i Thomas, idet han ved indvielsen kaldte sig selv en ”håbefuld tvivler”. Thomas er den første, vi møder på vej ind i kirken. Måske tager vi hans eller noget af hans tvivl med ind i kirken. Han er til gengæld også den sidste vi hilser på, inden vi er ude igen. Forhåbentlig kan vi da fortælle ham noget, der kan dæmpe hans tvivl.

Ved siden af Thomas ser vi situationen, hvor den opstandne Kristus åbenbarer sig for disciplene. Han lyser sin fred over dem og blæser sin ånde i dem og siger: ”Modtag Helligånden!” Igen er den røde farve meget fremtrædende.

De tre vinduer knyttes sammen på paulinsk vis med symbolerne kors, anker og hjerte, der står for tro, håb og kærlighed.


En ny opdagelse

Og så når vi frem til den store bronzeskulptur, der på forsiden ind mod kirken forestiller Babelstårnet og umiddelbart minder os om det tårn, den konstruktion, den stræben, der jo er gået over i jøders og kristnes bevidsthed som indbegrebet af ugudelighed. Men pinsen er i baggrunden. Bogstaveligt på bagsiden, og dermed er pinsen ved at sprænge sig vej ind i kirken og ind i mennesker. Via et stort spejl får vi det hele med.

Hermed kastes nyt lys over menneskers stræben, for via forkyndelsen kaldes vi til at stræbe efter at gøre livet bedre for samtiden, for vore medmennesker og vore efterkommere. Alt sammen i den pinselige forvisning om, at hvad Kristus har sagt og gjort stadigvæk gælder og er sprællevende.

De forskellige figurer er dermed ikke ”sat på porten”, men er på porten for at minde os om, at vi alle skal gå ud i al verden for at forkynde Guds glade budskab til mennesker og bidrage til menighedsliv og fællesskab.

Også dette har Bjørn Nørgaard på stærkeste vis ”indfanget” ved elementer med stråleglans og måltidsfællesskab. Man behøver bare sammenholde skulpturens pinseside med Apostlenes Gerninger kap. 2.

Og noget af det stærkeste ved det hele er, at betragteren brat hives ud af betragterens rolle. Man indfanges. Man delagtiggøres. Det sker, når man stikker hovedet ind gennem en af de 12 åbninger i porten. Da vil man pludselig opdage sig selv i spejlet på bagvæggen og blive ledt til tanken, at man selv er en del af pinsen.

Genialt udtænkt af Bjørn Nørgaard. Nævnes skal også, at han har placeret mange udtryk for Gud på forskellige sprog på forsiden. Spredt over det hele. Men på bagsiden er de samlet i én lang remse. Igen et tegn på fællesskabet skabt ved pinseunderet. Den hellige almindelige kirke.


Taknemmelighed
Det fylder mig med taknemmelighed at have mærket, at opbakningen til dette store projekt i den grad rakte hen over grænsen. Tydeligt markeret ved at mange støttekroner kom nordfra til kirkens indvendige renovering, der blev sat i værk forud for indvielsesfesten.

Taknemmeligheden skyldes også det engagement, jeg har oplevet undervejs og den livsbekræftende fornemmelsen af, at selv tvivlere overgiver sig, når de oplever kunsten i kirken.

Viggo Jacobsen

Bjørn Nørgaard fortæller om kunsten

Besøg Helligåndskirken på facebook og få mere at vide: besøg nu