Den Danske Kirke i Rendsborgs histore

Den Danske Menighed i Rendsborg har eksisteret siden 1946. Den blev oprettet på initiativ fra SSF, som gerne ville holde gudstjenester på dansk. Det var dog ikke så let at få lov til, fordi ingen af de tyske menigheder i Rendsborg og omegn ville stille en kirke til rådighed for noget, som de betragtede som et rent nationalt arrangement. Derfor blev de første gudstjenester ikke holdt i en kirke, men derimod på Bahnhof Hotel.

Den første gudstjeneste blev holdt d. 28.april 1946. Selvom der var over 200 deltagere i denne gudstjeneste ændrede det ikke på den afvisende holdning fra den tyske kirkes side, derfor søgte menigheden om lov til at låne biografen Schauburg, som den brugte i et par år.

Det siger sig selv, at dette ikke var nogen holdbar løsning, så det var en stor glæde, da et medlem af menigheden stillede et stykke jord til rådighed. DKS købte en barak fra en af de tidligere tyske flygtningelejre i Danmark, den blev stillet op på grunden. Den første danske kirke i Rendsborg blev indviet d. 19.december 1948. I mellemtiden havde menigheden fået en egen præst, Pastor Emil Schiøring, som blev indsat i embedet d. 17.maj 1948.

Barakkirken blev ret hurtigt indrettet således, at der var kirkesal i den ene ende og skole i den anden ende. Sådan kom kirken i Rendsborg til at danne grundlaget for skolen, der dog blev bygget allerede i 1950, fordi der ikke var plads nok i barakken.

Da barakken efter nogle årtier var slidt helt op blev den revet ned, og der blev bygget en ny stenkirke med menighedslokale og præstebolig. Bygningen er den kirke vi kender og bruger i dag. Den er tegnet af arkitekt Jens Dall, og ligger der hvor den gamle kirke lå. Kirken er bygget for indsamlede midler og en statbevilling. 

Renovering af kirkerummet. Antependierne

I 2010 tog menighedsrådet initiativ til en renovering af kirkerummet. Kort forinden var den gamle alterudsmykning, med silketryksbilleder ud fra motivet Jesus og englene, blevet taget ned og i første omgang overvejede vi kun en ny alterudsmykning. Det blev imidlertid til en længere proces sat i gang af et tilfældigt besøg af en tysk præst , med stor indsigt i Kirkeudsmykning, Matthias Kempendorf. Efter at have betragtet kirkerummet lidt sagde han: ”Hvorfor vender jeres kirkerum egentlig sådan? Det ville være meget bedre, hvis alteret stod på den anden vægt”. Vores kirke har aldrig været med et østvendt alter, så opbygningen havde ingen teologisk baggrund. Derfor besluttede vi os for, at vi i en periode ville ”vende kirken”. En lokal entreprenør, Peter Clausen, fik til opgave at lave et provisorisk alter, der hurtigt ville kunne flyttes igen og så lod vi den øvrige kirkeindretning stå.

Reaktionerne fra menigheden var meget positive. Og efter en tid med provisoriet besluttede vi os for endegyldigt at kaste os over renoveringen, som Peter Clausen fik lov til at stå for.

Selve inventaret og den ny indretning blev indviet med konfirmationsgudstjenesten 2015. Ved adventsgudstjenesten  2015 var vi helt færdige og kunne indvie det første, lilla, antependium til prædikestolem. Siden da har vi også fået yderligere 3 smukke antependier, lavet af væveren Anja Schneider.

Antependierne til prædikestolen

Lige som hver søndag i kirkeåret har sine tekster, så har de forskellige perioder og gudstjenester også deres farver, som fortæller om den stemning eller de temaer, som der er fokus på i den periode.

Vores nye antependier har foruden de særlige farver også deres egen symbolik.

 

Antependierne. Det lilla

Det Lilla antependium

-      faste, alvor, bod og omvendelse 

Lilla eller violet er farven for bod og anger. Den bruger vi, når vi forbereder os til de store højtider jul og påske. Den fortæller os, at vi nu er i en vente- og forberedelsestid, en tid til eftertanke og fordybelse.

I juletiden forbereder vi os til at tage imod Guds søn, som vil komme til os. I påsketiden forbereder vi os til at tage imod Jesus som verdens frelser.

På det lilla Antependium ser vi hvordan lyset kommer ind og spreder sig i mørket. I kirken er lyset også altid et symbol på Jesus, fordi han har sagt: Jeg er verdens lys. Foreløbigt er lyset der kun som en lille prik - der dog har kraft til at sprede sit lys mange forskellige steder. Det er der, som en længsel en kalden, en lille glæde over noget stort, som vi venter efter. Når vi ser nærmere efter, kan det være svært at sige, om det er lyset der kalder på os, for at vi skal komme det nærmere, eller om det er lyset, der sprænger sig vej gennem mørket og spreder sig til hver eneste krog. Men troen fortæller, at lyset er kommet, oplyser vores mørke og kalder på os.

Antependierne. Det hvide

Det hvide antependium

-          fest og renhed

Den hvide farve er festens, glædens, lysets og renhedens farve. Den bruges til de store fester. Jul - hvor vi glæder os over at Guds lys er født ind i vores verden, så det kan jage mørket på flugt - og Påske - hvor vi glæder os over opstandelsen, at mørket og dødens magt er besejret - og også på søndagene mellem påske og pinse. Den minder os om, at Gud er gået mennesket i møde og vil gøre det igen og igen. For at mørke, skyld, lidelse, smerte og død ikke skal have magten over os og vores verden.

 I alle fire antependier vil kredsen af lys være at se.

På det hvide antependium har lyset fået så meget magt, at mørket helt er forsvundet. Det er kraftigst i den hvide kreds i midten, men derfra spreder det sig ud til alle kroge, for at overvinde alt hvad der er mørkt.

Man kunne også sige at lyset suger os til sig eller drager os ind i sin nærhed.

Det er som arme af lys, der beskyttende griber om os, for også at jage vores mørke på flugt.

Antependierne. Det grønne

Det grønne antependium

-          vækst og håb

Grøn er håbets og vækstens farve. Det er også kirkens hverdagsfarve, den bruges i hele trinitatis tiden, i det festløse halvår, og i Helligtrekonger tiden efter jul og indtil fastetiden begynder.

Det grønne antependium er det, der fortæller os, at nu er vi i vækstens tid. Det er nu vi skal vokse i tro, i håb og kærlighed. Det er nu vi skal nærme os Gud lade ham vokse i os.

Det første man rammes af i vores grønne antependium, er imidlertid ikke det grønne, men det stærke lys, som stråler os i møde. Det lys, som vi også kender fra den lilla – det lys der brød ind i mørket. Vi kan kalde lyset Gud eller Guds herlighed.

Det særlige er, at når vi nu skal vokse, så kan vi ikke andet. Fordi når vi ser og mærker Guds herlighed så må vi strække os imod den. Lytte til dens kalden begive os på vej for at finde den, lade den fylde os og vores liv med tro, håb og kærlighed, indtil den bliver alt i alle.

Antependierne. Det røde

Det røde antependium

-          ånd, kærlighed og martyrium

Den røde farve er først og fremmest Helligåndens farve. Guds ånd, der binder os sammen med Gud og minder os om Guds kærlighed til menneskene. Det er samtidigt ildens, martyriets og kærlighedens farve. Fordi Guds ånd er en stærk kraft, der kan brænde i os og i kirken, når vi forstår, hvordan Gud vil at vi skal leve, hvad vi skal kæmpe for, og hvad der er vores opgave. Lige som de første disciple kom til at brænde og fik mod og indsigt til at gå ud i alverden og fortælle og give videre af alt det, som de havde lært sammen med Jesus.

På det røde antependium ses kredsen kun er svagt i baggrunden, fordi kærlighedens og ildens røde farver alt.

Man mærker at ånden er en stærk kraft, som ikke er til at stoppe. I det røde antependium er der meget bevægelse, man fornemmer flammerne af ild og vinden som blæser alt op til kamp og kraft og handling.

Men selvom, der er så megen kamp og kraft i det røde, så fornemmer man også duen, som er til stede. Duen er både Helligåndens og fredens symbol. Fordi Helligånden også bringer os fred midt i al uro og usikkerhed.