Tip en venPrint
 

Velkommen til det danske mindretals kirke

Søndag den 21.1.18, sidste søndag efter helligtrekonger: Johs. 12,23-33

Vi længes efter at komme ud i haven og gøre den klar, men det er for tidligt. Vores grønne fingre ville fryse til istapper, hvis vi stak dem i jorden allerede nu. Mærkeligt er det derfor at høre om såning, spiring og vækst i næste søndags prædiketekst, hvor Jesus siger: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.” Men det er tydeligt, at det er billedsprog. Jesus er ikke for tidligt ude med hakke, skovl og spade i sin have, men taler om sin egen død og opstandelse i påsken. Han selv er hvedekornet, der skal falde i jorden, dø for mennesker og bære mange fold ved at skænke dem evigt liv. Han skal herliggøres, som han siger.

 

For os, der er døbte, betyder det, at en ny lov skal gælde i vort liv. Jesus formulerer den sådan: ”Den der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Det er prisen for at tro på ham.

 

Jamen, er der da noget galt i at elske sit liv i taknemmelighed, fordi det er en gave? Nej, men det er galt at sikre sig med det og have det for sig selv. Så mister man det. På samme måde med at hade sit liv i denne verden. Det betyder ikke selvhad, men at give sit liv bort til andre. Da bevarer man det til evigt liv.

 

En sælsom lov, som vi har svært ved at lyde. Og dog tror jeg, vi alle har erfaret, at livet fyldes med mening, jo mere vi giver det fra os, at det simpelthen ikke passer, når vi siger, at vi mister, når vi giver. Vi bevarer vort liv i Gud!

 

Johannes Jørgensen udtrykker det sådan i sin fortælling Hvedekornet:

”En forårsmorgen ganske tidligt på året, stak en grøn spire sit hoved op over den våde jord. Solen skinnede varmt, så jorden dampede derved. Og højt oppe i den blå luft sang utallige lærker. Hvedekornet – thi det var den grønne spire – så sig henrykt om. Det var altså givet tilbage til livet, tilbage til solen og lærkernes sang. Det skulle leve på ny. Og ikke det alene. Men rundtom på marken så det andre grønne spirer – en hel hær – og det genkendte i dem sine brødre og søstre. Da gik der en svulmende livsfylde gennem den unge plante, og det var, som måtte den af lutter taknemmelighed gro lige op i den lysende himmel og kærtegne den med sine blade.”