Tip en venPrint
 

Om sognetOm sognet

Præsteboligen i Tønning, Herrengraben 3, D-25832 Tønning

Den første danske gudstjeneste efter 1864

Fra 1850 til 1863 havde Tønning en dansk sognepræst. Peter Wilhelm Christensen (1819-1863) var født i København, og efter alt at dømme en dygtig og meget vellidt præst i Tønning. Menighedens egentlige historie begynder dog med den første danske gudstjeneste i Tønning efter 1864, der fandt sted den 24. november 1935. Da blev kirkesalen i den gamle Uffe-Skole indviet af pastor H.F. Petersen. Vandrelærer Jørgen Jørgensen, som havde haft regelmæssige kurser i Tønning fra 1929 og været en af de drivende kræfter ved oprettelsen af skolen, fik sin datter, Asfrid, døbt ved denne lejlighed. Der havde dog allerede været flere danske hjemmedåb før den tid ved den danske præst for landdistrikterne, H.F. Petersen, som første gang var i Tønning til den da formelt nystiftede Slesvigsk Forenings julefest den 30.12.1932.

 

Præsterne

Fra først af var det H.F. Petersen. Da han blev førstepræst i 1937 blev han - også - i Tønning efterfulgt af Waage Beck (1938-42) og siden af Martin Nørgaard (1942-46). I december 1946 tiltrådte Flemming Møller (1918-2000), efter i et års tid at have været vandrelærer i Ejdersted, embedet som dansk præst her og han beklædte dette til sin pensionering den 31.7. 1987.  Preben K. Mogensen var menighedens præst fra den 1.8.1987 til 1.3.2002. Pr. 1. april 2000 tiltrådte Susanne Bramsen Böll (til 1.10.2007). Fra 1.3. 2008 er Matthias Skærved menighedens 4. præst.

 

Den formelle oprettelse

I 1959 blev menighederne i Tønning og i Garding formelt oprettet i forbindelse med grundlæggelsen af "Dansk Kirke i Sydslesvig". Før den tid var der kun mulighed for at være medlem af "Den danske Menighed for Flensborg og Omegn", hvilket flere i Ejdersted så altså også var.

 

Medlemstal

For indeværende har Tønning danske Menighed ca. 300  stemmeberettigede medlemmer over 18 år, hvortil kommer ca. 120 børn og unge under 18 år. Under halvdelen er tillige medlemmer af den tyske kirke. Sydslesvigsk Forening  i Tønning har ca. 330 medlemmer og SSW får ca. 14 % af stemmerne ved valg.

 

Kirkesalen i Tønning

Allerede ved indvielsen af kirkesalen i 1935 på den gamle Uffe-Skole (Yurian Oven Str. 17) sagde H.F. Petersen, at man »i Tønning (har) den smukkeste kirkesal i Sydslesvig«. Det har vi stadigvæk, også efter at menigheden flyttede med over i den nybyggede, større Uffe-Skole i 1953. Her fik menigheden stillet skolens musik- og festsal til rådighed. Til daglig ser man et billede, der viser en scene fra sagnet om Kong Vermund den Gamle og Uffe hin Spage, nemlig øjeblikket hvor "Skræp" bliver fundet frem. Når billedet af Uffe hin Spage skydes til side før søndagens gudstjeneste, kommer altervæggen til syne: krucifikset kom til Tønning fra Ansgar i Flensborg, men havde oprindeligt plads i Grøndalskirken i København. Lysestagerne og døbefonten stammer ligsesom alterkalken fra den tidligere danske frimenighed i Visby-Forballum. Alterdugen er syet af afdøde Luise Clasen, Tønning. Altertæppet er syet af damer fra Tønnings gl. vennekreds i Frederikshavn først og fremmest af Agnes Obel Christensen, den syvarmede lysestage af tin er en gave fra Carl Henry Sløks far. Carl Henry Sløk, nu Herning, er tidl. lære  på Uffe-Skolen og medlem af menighedsrådet i Tønning. De andre ting har menigheden selv erhvervet i årenes løb. Med stor hjælp fra mange sider nord for grænsen, gælder det også for orglet, der blev anskaffet i 1982.

Kirkehilsen Kirkehilsen

Gudstjenestetider og arrangementer - Kirkebladet marts til maj 2017 - m.v. kan læses

 

HER