Tip en venPrint
 

Reformationsfest i mindretalletReformationsfest i mindretallet

I hjertet af reformationen ...I hjertet af reformationen ...

Biskop Marianne Christiansen

Når vi nu går ind i 500-året for reformationen, er det en anledning til at fordybe sig i det historiske – hvad skete der faktisk og hvorfor? – men også i nutiden. For reformationen var og er en stadig bevægelse, og hvis vi kan se tilbage og spejde efter årsagerne til, at vores samfund og kirke er blevet, som de er, så kan vi også se fremad og forestille os, hvordan tingene kan forandres – og måske endda til det bedre. Reformation begynder med, at man forholder sig kritisk til sin samtid og tradition og til sig selv, og så går i brechen for sin overbevisning og samvittighed. Det må vi hele tiden gøre

 

Luthers første opgør i 1517 var et opgør med afladshandelen, som han anså for én stor misforståelse. Det gjorde han med udgangspunkt i Biblen og ud fra en genopdagelse af nåden og troen: Luthers samtid var (som vores?) fuldstændig optaget af at skulle være god nok – hvordan kan jeg blive perfekt sådan, at Gud ikke vil forkaste mig og lade mig ende i helvede? I Bibelen fandt Luther den indsigt, at mennesket ikke kan gøre sig selv retfærdigt, men af kærlighed regner Gud alligevel det uperfekte menneske for retfærdigt, fuldkomment. Af nåde – dvs. som gave, gratis (gratia=nåde) Så du behøver ikke gøre dig god nok ved at præstere en masse gode gerninger eller købe aflad – du skal bare tro på Guds nåde.

 

Disse indsigter betød et nyt syn på det enkelte menneske og på Gud. Reformationen kom langsomt til at medføre et opgør med autoriteter, fordi Skriften (Bibelen) var en større autoritet end Paven og kirken, og nåden og troen afgjorde det enkelte menneskes forhold til Gud, uanset alle autoriteter. I hjertet af protestantismen ligger ordet protest. På latin betyder protest at vidne om noget, at gå i brechen for. Hvis man gør det, kan man blive nødt til - som også Luther - at gøre oprør mod autoriteter - om ikke i det ydre, i de sociale forhold, så i den indre frihed: Tanken og talen må være fri.

 

 

 

Troens usynlighed

En afgørende indsigt hos Luther er, at troen er usynlig. Ingen kan dømme om hverken et andet menneskes eller sin egen tro. Kun Gud kender hjertet fuldt ud, og derfor skal man ikke spekulere på, om man nu tror nok eller på den rigtige måde eller præsterer de rigtige ting, men stole på Guds nåde og kærlighed. 

 

Det betyder alverden for det enkelte menneske. Men den indsigt, at troen er usynlig, har måske også betydet, at vi næsten ikke længere kan snakke om eller har sprog til den. Det har nok også ført til, at det med at gå i kirke ikke anses for nødvendigt, for troen er jo noget indre. Og det har sat på spidsen næsten ført til et dogme om, at den sande troende skal være usynlig i kirken.

 

Men i dag er samfundet præget af krav om synlighed, også i kirken. Vi vil gerne kunne se og mærke troen og se, at der kommer mennesker i kirke. Det er skidt, hvis vi glemmer, at det væsentligste ved at være menneske altid er usynligt og ikke kan måles af nogen. Det må reformationsfejringen minde os om. 

 

 

Vi har i øjeblikket uhyre meget fokus på, at det skal gå mennesker efter, hvad de har fortjent - hvad det så end er. Men vores samfund, både det danske og det tyske, er dybt i lovgivningen præget af en sans for, at der skal være plads til nåde. En forbryder er aldrig kun det værste, han/hun har gjort, men altid også et menneske, der engang har været nyfødt nøgen som alle andre. Nåden ligger i, at hele historien skal fortælles, også i en retssag. Nåden ligger i, at hævn ikke er samfundets eneste svar på forbrydelse.

 

Fordi mennesket er ufuldkomment, kan samfundet heller ikke blive fuldstændig godt og bygge alene på kærlighed og nåde. Det kan kun Guds rige. Men vores samfund og måde at leve sammen på må alligevel præges af, hvad vi tror på. Og hvis vi tror på Guds nåde, så må det også smitte af på, hvordan vi lever sammen og behandler hinanden i samfundet. Det gør det heldigvis stadigvæk.

 

Der er langt flere aspekter af reformationen end de her nævnte – men heldigvis har vi nu et år til at folde dem ud i. 

 

 

Godt reformationsår 2017 ønsker jeg alle i Sydslesvig

 

 

Biskop Marianne Christiansen, 

Haderslev Stift og  Dansk Kirke i Sydslesvig